The tribe

Genre: krimi, drama
Længde: 126 minutter
Sprog: ingen
Undertekster: Dansk

“BOOM. Just like that - and film is never the same” Sådan tweetede den anerkendte filmskaber Darren Aronofsky om filmen THE TRIBE - og når man har set filmen, forstår man, hvad han mener. Den unge døve dreng Sergey begynder på en kostskole for elever, som ikke kan høre. Men på skolen udgør de ældste et netværk med forbindelser til et miljø med prostitution og kriminalitet, og Sergey forsøger at finde sin plads i hierarkiet. Ved at deltage i en række røverier arbejder han sig op i organisationen. Men en dag møder han Anna. Hun har et forhold til en af lederne i gruppen, og pludselig må Sergey bryde med alle de uskrevne regler... THE TRIBE er en meget stærk og original film. Der siges ikke ét ord i hele filmen, men hvis man tænker stillestående østblok-film uden dialog, må man tænke om igen. Filmen har i den grad dialog - men i krops- og tegnsprog! Den er fuld af handling og følelser og måske netop fordi man må slå sine antenner ekstra ud, bliver man opslugt af filmens univers - man mærker personernes følelser på egen krop og får en meget intens og stærk oplevelse. Og et råt billede på landet og dets folk! Filmen vandt hele 3 priser ved Cannes-festivalen i 2014. Slaboshpytskiy forklarer sit fravalg af dialog og undertekster således: “Når det gælder kærlighed og had, har vi ikke brug for oversættelse”. Og han har ret: både handling og hovedpersonernes følelser nærmest brænder igennem lærredet og taler direkte til publikum.

 

originaltitel: Plemya
INSTRUKTØR: Myroslav Slaboshpytskyi
MEDVIRKER: Hryhoriy Fesenko, Yana Novikova, Rosa Babiy
PRODUKTIONSLAND: Ukraine
årstal: 2014

 
thetribe_plakat_A4 kopi.jpg