My Sweet Pepper Land

Genre: Drama
Længde: 100 minutter
Sprog: Arabisk
Undertekster: Dansk

Den måske første kurdiske western-parodi, fuld af ‘last frontier’- stemning, deadpan-komik, rå mandfolk og en heltinde, der vil få dit hjerte til at smelte. Efter Saddam Husseins fald lader den kurdiske krigshelt, Baran, sig udstationere i en lille dal lige på grænsen til Iran og Tyrkiet. Det er et lovløst område, kontrolleret af klaner og smugler-baroner, som illegalt sender stoffer, medicin og alkohol over grænserne. Den korrupte klanleder Aga Azzi regerer i området, men Baran nægter at bøje sig for hans uofficielle autoritet og trusler. Baran møder den unge kvinde, Govend, landsbyens nye skolelærer, som har taget jobbet trods hendes 12 brødres indædte modstand, men også hun afvises af beboerne. Ligesom Baran repræsenterer hun det nye, selvstændige Kurdistan og som en ugift kvinde er hun både sårbar og udsat.

MY SWEET PEPPER LAND har en grovkornet, Emir Kusturicask charme og humor tilsat naturpoesi og feminin sødme i kraft af den smukke og anerkendte Golshifteh Farahani i rollen som Govend. Filmen har vundet adskillige priser på internationale festivaler og var udtaget til ‘Un Certain Regard’-kategorien på Cannes filmfestival 2013.

 

ORIGINALTITEL: My Sweet Pepper Land
INSTRUKTØR: Hiner Saleem
MEDVIRKER: Korkmaz Arslan, Golshifteh Farahani, Suat Usta
PRODUKTIONSLAND: Irak, Frankrig, Tyskland
ÅRSTAL: 2013

 
My Sweet Pepper Land